Polyklorerede bifenyler

For alternative betydninger, se PCB.

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Polyklorerede bifenyler eller PCB er en gruppe industrielt fremstillede klorerede organiske stoffer, som ikke er naturligt forekommende. Det blev udviklet i 1920'erne, og blev især brugt i elektronikindustrien.

Der er ofte PCB i vinduesfuger, der stammer fra årene 1950 til 1977. Fuger, der er skiftet ud på et senere tidspunkt, indeholder ikke PCB. Man kan også finde PCB i kit i termoruder fra årene 1967 til 1973.^[1]

Stoffer af denne type er miljøgifte og har flere skadelige virkninger på organismer, de kan bl.a. være årsag til hjerneskader. Kemisk består PCB-forbindelser af to aromatiske ringe som kan have mellem 1-10 kloratomer koblet til sig. Der findes 209 mulige forskellige varianter af PCB^[2] – såkaldte PCB-congenere. De forskellige congenere har varierende fysisk-kemiske og toksikologiske egenskaber. PCB-forbindelser er fedtopløselige, hvilket indebærer at de ophobes i kroppens fedtvæv.

PCB blev på grund af sine egenskaber som elektrisk isoleringsmateriale, organisk opløsningsmiddel, plastikblødgører og manglende brændbarhed brugt i en lang række husholdningsprodukter og elektriske apparater fra 1950'erne til 80’erne. Disse produkter, som omfattede så forskelligartede ting som selvkopierende papir, elektronisk udstyr, byggematerialer og så videre, afgav allerede PCB til omgivelserne mens de var i brug. Og efter de var blevet kasseret og henkastet på lossepladser kom de til at udgøre en varig forureningskilde.

1. ^ "Sweco rapport" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 20. januar 2022. Hentet 28. april 2022.
2. ^ "SBI Afhjælpningsmetoder".